Skip to main content

Jeg altid har syntes det var hyggeligt at gå i Fælledparken og drikke en øl den 1. maj. Men i år har jeg i stedet fejret dagen, ved at lave ubetalt arbejde, med at skrive dette indlæg og lave grafik til. For med årene har jeg desværre måtte sande, at jeg mest er taget ud for at samles under de røde faner på grund af nostalgi, mere end fordi jeg egentlig føler at fagforeningerne gør noget for mig som prekær arbejder. Prekære arbejdere – eller det man med et fint ord kalder prekariatet – er den store, usynlige klasse, som er svær både at forklare og at forstå; først og fremmest fordi det eneste der forener os, er den manglende sikkerhed i vores arbejdsliv.

Prekariatet er den store, usynlige klasse, som er svær både at forklare og at forstå; først og fremmest fordi det eneste der forener os, er den manglende sikkerhed i vores arbejdsliv.

Prekariatet går på tværs af de eksisterende klasser, sådan som vi kender dem og det udfordrer den danske model, som plejer at dele folk op i arbejdsgiver og arbejdstager. Fagforeningerne har sovet i timen og har ikke formået, at tage udfordringerne for de prekære arbejdere seriøst. Det er ikke bare usolidarisk, det er også undergravende for den arbejdsmarkedsmodel vi har her til lands. Det er simpelthen uforsvarligt, at blive ved med at ignorere denne nye virkelighed, som har ramt os i kølvandet på globaliseringen og digitaliseringen.

Tak til Jonas Damith for at jeg måtte bruge hans tweet, som har inspireret den grafisk del af dette indlæg.

 

På det seneste har der været en del skriverier i både Fagbladet 3F og i Politiken, om Nemligdotcom og de tvivlsomme og prekære arbejdsforhold de tilbyder deres arbejdere. Jeg har fulgt dækningen tæt, ligesom jeg løbende følger med i hvad der sker blandt Wolt-budene, der kører ud med takeaway mad. Det er ikke længe siden de strejkede i forbindelse med yderligere forringelse af deres allerede utroligt usikre arbejdsforhold, som det lykkedes dem at skabe lidt opmærksomhed omkring i medierne.

Satirisk photoshop af Stine Linnemann

 

Arbejderne hos Nemligdotcom og Wolt er en del af prekariatet, men det er vigtigt at huskle, at de prekære arbejderes grundvilkår – økonomisk usikkerhed og uforudsigelighed – gør sig gældende for en bred vifte af folk i dag:

  • Migrantarbejderen som arbejder ufaglært via apps eller usikre deltidskontrakter
  • De der arbejder ufaglært, men af forskellige årsager kun kan få vikaransættelser
  • Den universitetsuddannede humanist, som kun kan få projektansættelser
  • Den kommunikationsuddannede, som må tage imod en uendelig række af praktikforløb betalt af staten
  • De mange mere eller mindre ufrivilligt selvstændige, som måske aldrig havde drømt om at have en virksomhed, men har fundet ud af, at der stort set ingen alternativer er i deres resppektive brancher
  • Kunstnere og kreative typer, som nok har været vandt til usikre arbejdsforhold i længere tid end de fleste i prekariatet, men det gør selvfølgelig ikke problematikken mindre for dem
  • Faktisk rummer prekariatet også folk der tjener rigtig godt, så som velbetalte konsulenter. Man kan godt argumentere for, at det er mindre synd for dem, fordi de tjener godt, men man skal huske på at økonomisk usikkerhed aldrig er fedt for nogen eller sundt for vores samfund

Ovenstående typer er blot nogle eksempler, for at konkretisere hvor bredt og varieret feltet er. Pointen er at vi i dag har mindst 500.000 atypisk ansatte, som er en del af prekariatet – og det tal er vel at mærke fra 2015. Det svarer til en femtedel af arbejdsstyrken i dag, men tallet er højst sandsynligt meget højere. Derfor er vi i den grad nødt til, at begynde at snakke om det her. Det er vildt at vi har et politisk landskab, som i så høj grad bare ignorerer det her.

Det er ikke et problem der går væk af sig selv og det er en udfordring, som passer utroligt dårligt sammen med den danske model. Som jeg ser det bærer vores understøttelsessystem præg af, at det er bygget op omkring en idé om, at hvis man er selvstændig, så er man rig og har ikke brug for hjælp. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud. Derfor står mange, med et højt stressniveau på grund af økonomisk usikkerhed og et lavt indkomstniveau, uden ret til at kunne få hjælp. Som systemet er skruet sammen nu, skal man som prekær arbejder falde, helt, helt ned på bunden, før man kan få en håndsrækning fra samfundet. Mon ikke det er derfor, at ikke færre end en tredjedel (!) af alle selvstændige, tjener mindre end en kontanthjælp?

 

Satirisk photoshop af Stine Linnemann

 

Vi står i et helt nyt arbejdsmarkedslandskab og nye udfordringer kræver nye løsninger. Prekariseringen er et strukturelt problem; altså et problem der handler om hvordan vi organiserer vores samfund. Strukturelle problemer, kræver strukturelle løsninger og jeg tror på at borgerløn er løsningen: En fast overførselsindkomst til alle – uden modkrav – som erstatter de eksisterende overførselsindkomster. Alle som i alle. På engelsk kalder man det ofte for “universal basic income” [universal basis indkomst] men borgerløn er et dejligt simpelt ord, som egentlig siger det hele meget fint: Alle borgere i vores land, skal have råd til at kunne leve.

Strukturelle problemer, kræver strukturelle løsninger og jeg tror på at borgerløn er løsningen

Samfundet er vores til at indrette som vi finder bedst og jeg tror på, at det er blevet tid til at vi får os en alvorlig snak om den danske model. Det er på tide vi overvejer en ny version, som erstatter de eksisterende overførselsindkomster, med en borgerløn uden modkrav. Den nøjagtige udformning af borgerlønnen, overgangen til den og ikke mindst finansieringen af den er selvsagt et helt nyt og komplekst felt, som skal undersøges og overvejes grundigt. Men helt sikkert er det, at intet sker, uden der er en vilje til forandring. Og jeg ved ikke med jer? Men jeg er ved at være godt mør.

Glædelig 1. prekære maj.